Afholdte arrangementer i 2019

Medlemsmøde I København (Høje Taastrup)

Tirsdag d. 5. februar 2019 kl. 19:00

Medlemsmøde I København (Høje Taastrup)

Vores bestyrelsesmedlem Hans-Henrik ("Hasse") Fentz fortsatte sin billed- og foredragsserie om Hurtigruten, hvor første del (afholdt den 4. december 2018) omhandlede rutens historie og skibene frem til 1983.

 

Det nu afholdte foredrag indeholdt en fortsættelse af historien om skibene, nu fra 1983 og frem til dato. Desuden påbegyndtes en gennemgang af de havne, der anløbes. Her nåede "Hasse" at fortælle om alle havne fra Bergen og nordpå til Brønnøysund.

 

Heldigvis har "Hasse" indvilget i at fortsætte sin serie om Hurtigruten, og her vil bl.a. de resterende havne og lastoperationer blive gennemgået.

 

Møde nr. 3 om Hurtigruten er foreløbig planlagt til tirsdag den 5. november 2019.

Medlemsmøde i Odense

Lørdag d. 19. januar 2019 kl. 11:00

Medlemsmøde i Odense

Igen havde vores medlem, Finn Andersen, Odense, været så venlig at sørge for egnet lokale til det efterhånden traditionelle medlemsmøde i Odense.

 

Mødet fandt sted i Sanderum Kirkes Sognegaard, lidt sydvest for Odense centrum. Et rigtigt dejligt og godt sted for afholdelse af vores møde.

 

I år havde hele 38 medlemmer tilmeldt sig, hvilket er rekord, og vi er i DFHS overordentlig glade for, at så mange havde tid og lyst til at deltage.

 

Ved starten kl. 11:00 var der allerede godt gang i det hyggelige samvær med masser af god færgesnak, og ikke mindst køb og salg af diverse færgeeffekter, såsom bøger, postkort, merchandise etc. Også Selskabets salgsafdeling var på plads med en salgsbod.

 

Omkring kl. 12:15 var der fælles spisning (smørrebrød), og her er der grund til at rette en stor tak til Finn Andersens hustru Jette, som havde påtaget sig at "styre" køkkenet, og som endda også havde bagt citronkage til os.

 

Lidt efter kl. 13:00 var der foredrag om ÆrøXpressen ved bestyrelsesmedlem Søren Vestergaard og teknisk koordinator Lars Jordt, som på meget, meget fin og illustrativ vis fortalte om det nye spændende færgeprojekt med etablering af en ny færgerute mellem Rudkøbing og Marstal.

 

Omkring kl. 15:00 var den officielle del af mødet slut, og vi kunne hver især drage hjem med masser af gode færgeindtryk i bagagen.

 

Åbent Arkiv i København

Tirsdag d. 15. januar 2019 kl. 16:00

Åbent Arkiv i KøbenhavnÅbent Arkiv i København

Der blev afholdt åbent hus i selskabets arkiv tirsdag den 15. januar 2019 i tidrummet kl. 16:00 – 17:00. Der var mulighed for at se arkivet, ligesom der også var mulighed for et godt køb af bøger, postkort, tidsskrifter og meget andet. Omkring 15 medlemmer troppede op, så snakken gik livligt med udbytte af færgeinformation og færgeoplevelser.

 

Læs om arrangementet i Fyns Amts Avis på dette link: https://www.fyens.dk/Soesiden/Noerderne-trives-i-arkivet-Faergefartens-hukommelse/artikel/3316459